Mønstersvejsede økser (Damacerede)

Se definitionen nederst på siden

Nedenstående er produceret i Biglers smedje

Fra Gyldendal

Mønstersvejsning, ældre metode til fremstilling af laminerede jerngenstande, som efter polering og ætsning fremtrådte med karakteristiske mønstre. Mønstersvejsede sværd og lansespidser er bl.a. kendt fra offermoserne i Nydam og Illerup Ådal (ca. 200-500 e.Kr.) og fra Hedeby (ca. 900 e.Kr.). Det er dog næppe skandinaviske smede, der har udført disse pragtværker; mange af dem bærer romerske stempler eller kan henføres til værksteder i Ruhrområdet eller Franken. Mønstersvejsningen indebar en omstændelig sammensmedning af stykker af lavkullet smedejern med andre af højt kulstofindhold, eller med smedejern med højt fosforindhold. Stykkerne blev stablet, foldet, snoet, overskåret og essesvejset for at frembringe mønstrene. Da det færdige emne indeholder talrige essesvejsninger med fine revner og slaggerester, må man regne med, at kvaliteten mht. smidighedamascenerstål, et højkullet stål, som især er blevet kendt for dets anvendelse i orientalske sværdklinger. Ståltypen har været brugt i Indien og Persien allerede på Alexander den Stores tid, men blev først kendt i Vesten under sammenstødene mellem korsfarerne og saracenerne i 1000-1200-t. Navnet opstod formentlig på den tid, fordi Damaskus var centrum for handel med damascenerstål.

Ordet damascenerstål har navn efter den syriske by Damaskus.

Damascenerstål, et højkullet stål, som især er blevet kendt for dets anvendelse i orientalske sværdklinger. Ståltypen har været brugt i Indien og Persien allerede på Alexander den Stores tid, men blev først kendt i Vesten under sammenstødene mellem korsfarerne og saracenerne i 1000-1200-t. Navnet opstod formentlig på den tid, fordi Damaskus var centrum for handel med damascenerstål.

Ordet damascenerstål har navn efter den syriske by Damaskus.

Stålet har hovedsagelig været anvendt til blankvåben og har altid haft et godt ry på grund af klingernes fremragende styrke og smukke udseende. Lige indtil for nylig har fremstillingsmetoden været gådefuld. Vestlige sværdsmede har været ude af stand til at eftergøre den ægte damascenerklinge. Moderne forskning har vist, at stålet fremstilledes af kulstoffrit blæsterjern, der pakkedes i en lukket lerdigel med trækul og grønne blade og opvarmedes til 1200 °C. Efter flere døgn var jernet blevet omdannet til stål med 1,5-1,7% kulstof, der samlede sig på digelbunden som en ca. 1 kg tung bolle. Dette halvfabrikat, wootz, fremstilledes især i det nordlige Indien, hvorfra det solgtes både til Persien og Rusland, hvor det kaldtes bulat. Bulat-bollen straktes til klinger ved temperaturer på 1100-1200 °C, og man fortsatte med gentagne smedninger og opvarmninger. Klingen færdiggjordes ved så overraskende lave temperaturer som 600-700 °C. Endelig gennemførtes hærdning og anløbning. Temperaturerne blev vurderet ud fra farven på det glødende stål.